En torsdag i oktober 2022 troppede 200 spændte og forventningsfulde unge, helt ned til 13 år, op i Kastrup lufthavn. Vi skulle til Israel, og det havde vi set frem til i fem år. Læs Theas beretning fra ungdomsturen.

Af Thea Kristensen

Israel er et land som deler vandene. Det er er et historisk land. Et krigsramt land. Et nyt land og et gammelt land. Ja, et kontroversielt land. Så hvorfor vil 200 unge mennesker tage derned og køre landet tynd i en varm bus? Fordi alt det vi står for og tror på, startede i Israel. 

I løbet af turens 10 dage, så vi stederne fra bibelhistorierne, vi kender fra vores barndom. Vi så hvor Moses delte havet og vandrede i ørkenen i 40 år. Vi så Davids by. Vi gik hvor profeter har gået, og hvor mirakler blev udført. Vi så hvor Jesus voksede op, hvor han boede, og hvor han døde. Vi så hvor det hele startede.

Thea med nogle veninder. Foto: Privat

At stå i en varm ørken, hvor solen bagte og hvor de eneste farver i nærheden var himmelblå og sand, og hvor man ikke kunne undgå at føle sig lidt utilpas, er det vildt at tænke at her vandrede jøderne i fyrre år, fordi de ikke ville høre på Gud. For os blev bibelhistorien levende. Den kom under huden på en ny måde. Den blev en del af os på en ny måde. Jeg forestillede mig at bo i denne ørken, som jøderne havde gjort det. Jeg forestillede mig Moses, frustreret over folkets utaknemlighed efter han havde reddet dem fra et liv som slaver i Egypten. Vi synger en sang om ikke at være som jødernes folk, som vandrede i ørkenen. Vi sætter os tilbage i bussen. Vi tager videre. Der er mere at se, mere at opleve. Flere sange at synge og flere bibelhistorier at opleve.

Vi hører bibelhistorier. Vi ser steder fra krige. Vi hører fortællinger fra soldater. Alle steder er historiske landemærker. Derovre er disciplen Peters hjem. Derovre er den ørken Jesus vandrede i, i 40 dage. Derovre er det en McDonald’s der sælger cheeseburgers uden cheese. Derovre blev Jesus forrådt. Bussen kører videre. Vi kører med.

Jeg tror, at når vi som ungdomsfolk ser tilbage på denne tur, så er det første vi mindes ikke de historiske lokationer eller kulturen i Jerusalem. Det første vi mindes er den stemning og glæde som var med os hele turen. Vores tur handlede i høj grad om at styrke fællesskabet og bygge nye venskaber, på trods af, at vi har kendt hinanden det meste af vores liv. En tur som denne kan opleves som revolutionerende, på den måde at vi som ungdomsgruppe rykkede os tættere på hinanden. I løbet af de 10 dage, hvor vi fulgtes tæt op ad hinanden, havde man sjældent et øjeblik alene, og så kunne man forestille sig, at der ville være skænderier, uvenskab eller uro. Men det var vi foruden. Tværtimod oplevede vi en følelse at høre sammen. En følelse af at være med sine venner, uanset hvem man var med. Det bringer mig frem til den egentlige grund til vi tog afsted. Samme grund til vi mødes hver uge og taler om vores tro. Grunden til at vi gerne ofrer tid og penge på at være dér og at være her, og være med hinanden.

Grunden er den personlige tro på Jesus. Han kom til jorden som et menneske for at bane vejen for menneskene. For os. Så vi kan finde vejen tilbage til Gud. 

Foto: Privat

Det kræver måske lidt forklaring. Det essentielle ved vores tro er, at vi kan følge Jesus på vejen gennem livet. I Israel gik vi bogstavelig talt i hans fodspor, men vi skulle også meget gerne gøre det i overført betydning. Vi som mennesker, fordi vi er mennesker, har det med at blive irriteret på andre. Vi har det med at blive sure, og misundelige og bekymrede og generelt har vi det med at gøre ting, som vi måske egentlig ikke kan lide ved os selv eller ikke ønsker at gøre. Jesus blev ikke irriteret, han var altid glad. Han blev ikke misundelig, han glædede sig med de glade. Han var ikke bekymret, for han havde tro. Vi tror, at vi kan blive som ham. At vi kan gå samme vej som ham.

Det er selvfølgelig en læringsprocess og tager gerne hele livet at lære at gå den vej, som Jesus engang gik. Derfor mødes vi til ungdomsmøder. Derfor tog vi til Israel. Fordi vi gerne vil høre Guds ord. Fordi vi gerne vil være sammen. 

Hver dag på turen, kom Guds ord frem. På den ene eller anden måde, enten i samtaler, i sange  på møder eller bare ved at se og opleve de bibelhistorier vi kender så godt. Derfor tog vi afsted.

Det vigtigste var ikke at se hvor Moses skilte havet. Mere at vi vidste at Gud kunne give ham kraften til at gøre det. Det var ikke at se Davids tempel, fordi templet er med inde i os hver dag. Det var ikke at se hvor Jesu grav muligvis har ligget, men mere at han ikke ligger der længere, for han stod op fra de døde.

Det her var en oplevelse for livet. Værd at vente fem år på og værd hver eneste krone vi har sparet. Ikke på grund af de vilde historier, eller på grund af varmen og UV’en. Ikke på grund af kulturen i Jerusalem by, som en smeltedigel og som er en by med et vildt konglomerat af stemninger, kulturer, religioner og lugte. Det er med til at gøre Israel et spændende land at besøge, og var med til at gøre vores tur interessant. Men det vigtigste var det fællesskab som blev bygget og de Guds ord som blev talt af vores venner. Det var det hele værd, fordi den her tur vil have betydning for vores nutid, fremtid og evighed. Hvert fald for min.

I kølvandet på sådan en tur er det svært at opsummere, hvad vi har oplevet. Det kan nok gøres på 200 måder, alt efter hvem du spørger. Det var en rutsjebanetur med højdepunkt efter højdepunkt. Jeg vil opsummere den her sådan her:

Vi så hvor Jesus gik for 2000 år siden. Vi lærte mere om, hvordan vi skal følge efter ham. Vi spiste virkelig meget hummus samtidig.

Foto: Privat