Statsministeren kalder på ”åndelig oprustning” – hvordan kan du selv opruste åndeligt i din hverdag?


Vi lever i en urolig tid. Krig i Europa, klimakrise og usikkerhed præger hverdagen. Derfor ser vi en massiv materiel oprustning i vores del af verden. Statsminister Mette Frederiksen sagde i sin grundlovstale: ”militær oprustning gør det ikke alene. Vi har også brug for at opruste åndeligt. Styrke vores demokrati. Vores modstandskraft som mennesker og samfund.”


Af Redaktionen

Vi skal ikke vente på, at samfundet forandrer sig. Den mest virkningsfulde oprustning sker i det enkelte menneskes liv. Her kan vi alle tage ansvar. Her kan vi handle. For det er netop i individet, at troen, håbet og kærligheden slår rod. Og det er her, styrken til at stå imod opløsning og utryghed bliver født. Når vi hver især styrker vores indre liv, bliver det også til gavn for fællesskabet. Et samfund forandres nemlig nedefra – gennem mennesker, der selv er forankret i tro og værdier.

Hvad betyder åndelig oprustning?
Vi forbinder ofte ordet oprustning med krig. Men i kristen forstand handler åndelig oprustning om at være beredt i ånden. Apostlen Paulus taler om Guds rustning – en åndelig udrustning, som gør os i stand til at stå fast i mødet med modgang, tvivl og fristelser.
Den åndelige rustning består af:

  • Bælte (sandheden) – Guds sandhed giver os sammenhæng og retning i livet
  • Brynje (ret levevis) – beskytter hjertet og giver indre ro og styrke      
  • Sko (fredens budskab) – gør os standhaftige og parate til at bringe fredens budskab
  • Skjold (troen) – slukker tvivlens og alle onde brændende pile
  • Hjelm (frelsen) – beskytter sind og tanker med håbets vished
  • Sværd (Guds ord) – som et våben og som et lys på min sti
  • Forbindelse (Bøn) – binder det hele sammen og holder os i nær kontakt med Gud

Når vi bærer denne åndelige rustning, er vi ikke magtesløse i mødet med livets udfordringer. Urolighederne i verden trigger bekymringer, negative tanker, frygt og mismod. Uden rustning rammer det os ubeskyttet. Med rustningen står vi stærkt forankret i Gud, og kan møde stormene med fred i hjertet.

Åndelig oprustning er en daglig praksis: at leve i sandhed, retfærdighed, fred, tro og håb – og at holde os nær Gud i bøn. Når vi gør det, vokser der en styrke i os, som ingen ydre begivenheder kan tage fra os.
Åndelig oprustning er ikke en flugt fra virkeligheden, men en styrke til at leve i den. Den gør os i stand til at møde verden med mod i stedet for frygt, med håb frem for håbløshed og med mening i stedet for tomhed.

Del :
Relaterede artikler
Menu